Vi tilbyder anonym gratis misbrugsrådgivning alle dage fra kl. 08.00 til kl. 21.00

Fakta om hash - misbrug og konsekvenser

Cannabis og hash - fakta

Hvad er cannabis og hash

Der findes forskellige former for cannabis. Hash er harpiks, der er presset sammen med plantedele og bindemiddel. Hash findes i klumper eller plader, og farven kan være sort, brun, rød eller grøn. Hash indeholder gennemsnitligt 10-40 % THC.

Hvad er cannabis, og hvordan virker det?

Marihuana består af findelte, tørrede blade, topskud og blomster fra hampeplanten og ligner tørret, hakket græs. Marihuana indeholder i gennemsnit 3-10 % THC. Skunk består af tørrede topskud. Skunk ligner marihuana, men er stærkere. Skunk indeholder i gennemsnit 10-30 % THC. Cannabisolie er et tyktflydende udtræk af hash eller marihuana. Det er brunt eller sort. Hasholie indeholder i gennemsnit 10-50 % THC.

Et andet vigtigt stof i cannabis er CBD, som potentielt modvirker flere af de uønskede effekter ved THC, såsom tankeforstyrrelser, psykotiske symptomer, angst og negativ effekt på hukommelsen. De senere år er der sket en stigning af indholdet af THC i forskellige cannabisprodukter, samtidig med at koncentrationen af CBD er blevet lavere, hvilket muligvis øger risikoen for skadevirkninger.

Fakta om hash

Indtagelsesform: Cannabis indtages næsten altid ved rygning, som giver den hurtigste rusvirkning, men kan også spises eller drikkes.

Type: Cannabis kan primært betegnes som et sløvende stof på grund af sin rusvirkning og indtages med det formål at blive ”stenet” eller ”skæv”. Stoffet kan også virke let stimulerende og ved store doser virke hallucinogent.

Varighed: Når man ryger cannabis, optræder rusen inden for få minutter, hvorimod rusen ved indtagelse gennem munden først sker efter cirka en time. Cannabisrusen er relativ kort og varer afhængigt af dosis cirka 3-4 timer, men de inaktive stoffer fra cannabis kan måles i urinen i 4-8 uger efter indtagelsen.

Hvor mange har prøvet hash?

Cannabis er det mest brugte stof blandt unge. I de senere år er der dog set et lille fald i udbredelsen af hash.

For de 16-24-årige gælder det, at:

41 % har prøvet at bruge hash nogensinde. 20 % har prøvet at bruge hash inden for det seneste år. 7,8 % har prøvet at bruge hash inden for den seneste måned. Blandt de 15-16-årige har 12,4 % prøvet hash nogensinde, og 4,9 % har brugt hash inden for den seneste måned.

Hvordan virker cannabis?

Virkningerne af cannabis kan være meget forskellige, da indholdet af THC varierer meget alt efter, hvilken form for cannabis man anvender, og fordi man som individ påvirkes forskelligt. Den sindstilstand, man er i, når man bruger cannabis, har også en indvirkning.

Ved indtagelse af cannabis kan man opleve at mærke hjertebanken, tørhed i øjne og mund, en let svimmelhed og muligvis kvalme. Man kan blive opstemt og afslappet, men man kan også få en ubehagelig panikoplevelse. I store doser kan cannabis give egentlige hallucinationer.

Hvordan påvirker cannabis hjernen?

Cannabis nedsætter korttidshukommelsen, reaktionsevnen og opmærksomheden. Cannabis nedsætter evnen til indlæring, til at løse komplicerede opgaver og til at koordinere bevægelser.

Der sker ændringer i oplevelsesmåde, sansning og tidsfornemmelse, så tiden går langsommere, og lys og lyde opleves anderledes – ofte mere intenst. Hos voksne kan nedsættelsen af disse funktioner rettes op, mens virkningen kan være varig hos unge.

Hvor farligt er hash?

Den største umiddelbare risiko ved at indtage cannabis er risikoen for ulykker, fx arbejdsulykker, i trafikken og i forbindelse med andre aktiviteter, der kræver hurtig reaktionsevne og opmærksomhed.

Ved brug af cannabis kan opfattelsen af virkeligheden forvrænges, så man ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed og er i risiko for at foretage sig farlige og potentielt livstruende handlinger.

Fysiske og psykiske skadevirkninger

Ved regelmæssigt brug af cannabis bliver man mere sløv, langsom og ligeglad. Man mister initiativet og koncentrationen, og nogle bliver nedtrykte, mens det bliver sværere at løse problemer.

Derfor kan cannabisbrug, især blandt unge, gøre det svært at gennemføre skole og uddannelse eller fastholde et arbejde.

Mange unge med stort cannabisforbrug “går i stå” i deres personlige udvikling og sociale liv. Regelmæssigt brug kan også udløse eller forværre psykoser og depressioner.

Jævnlig cannabisrygning skader luftvejene og lungerne og kan på sigt føre til bronkitis, KOL og øget risiko for kræft. Cannabisrygning kan også nedsætte sædkvaliteten.

Kan man få en psykose ved at ryge hash eller pot?

Ved indtagelse af en stor dosis kan cannabis give psykiske symptomer, som fx panikangst eller psykotiske symptomer. Særligt førstegangsbrugere er i risiko for at opleve stærk angst, en risiko der bliver større jo højere dosis af cannabis, der indtages.

Cannabisbrug, og særligt hyppigt cannabisbrug i ungdomsårene, er forbundet med en fordoblet risiko for at få en psykose senere i livet.

Cannabis er afhængighedsskabende

Efter kort tids hyppigt brug, fx dagligt brug i en uge, skal man have mere stof for at opnå samme virkning.

Efter ca. 1 måneds hyppigt brug kan man få abstinenser, når man holder op. Abstinenssymptomerne er søvnløshed, nattesved, angst, irritation, rastløshed, koncentrationsbesvær og dårligt humør. Symptomerne opstår i løbet af 24 timer efter ophør med cannabis og kan vare flere uger. Abstinenserne er typisk værst i 2.-3. uge efter ophør og aftager over så over tid.

Hvordan spotter man en person, der er påvirket af cannabis?

Man kan se og mærke påvirkningen af cannabis ved røde øjne, snøvlende tale og sløvhed i bevægelserne. Afhængigt af ens sindstilstand kan indtagelse af cannabis medføre, at man bliver fnisende, snaksagelig og udadvendt, men omvendt kan rusen også medføre, at man bliver mere indadvendt.

Hash sammen med andre rusmidler

Sløvheden ved cannabis bliver forstærket, hvis man samtidig drikker alkohol, tager nerve- og sovemedicin, heroin eller andre sløvende midler, hvilket øger risikoen for ulykker. Mange unge, der eksperimenterer med stoffer, er ofte berusede. 

I sådanne situationer kan det være svært at vurdere og regulere effekterne af både alkohol og hash, hvilket øger risikoen for, at man indtager en for stor dosis. 

Kombinationen af cannabis og hallucinogene stoffer gør den hallucinogene virkning endnu mere uforudsigelig, hvilket også giver større risiko for psykiske skader eller farlige handlinger. 

Sundhedsstyrelsen

Tidlig rusmiddel debut øger risiko for afhængighed

Tideligt misbrug af rusmidler øge risikoen for afhængighed

Vi tilbyder behandling af alkoholmisbrug - helt anonymt

Vores alkoholbehandling er 100% anonym

Forsvarsmekanismer set i et misbrugsperspektiv

Psykologisk forsvar - læs om benægtelses-systemet

Her kan du booke en gratis afklarende samtale
Du kan også ringe til vores misbrugsrådgivning på telefon 51 95 33 33, alle dage